Ernesto var hvalfanger, men han var ikke særligt god til at være det, han ville nemlig meget hellere kæle med hvalerne end harpunere dem. Det var selvfølgelig ved at drive hvalfangerbådens skipper til vanvid, men eftersom de befandt sig tre dages sejlads fra den nærmeste havn, var der ikke meget, han kunne gøre ved det. På togtets fjerdedag fik udkigsmanden en stor blåhval i sigte. Kaptajnen, som også var bådens skytte, gjorde hurtigt harpunen klar, men idet han skulle til at skyde, kom Ernesto i vejen for hans sigte, fordi denne allerede lå i vandet og kælede med den enorme hval. ?For fanden da også,? bandede kaptajnen, og resten af besætningen stemte i. Det var den femte hval på togtet, Ernesto havde forhindret dem i at nedlægge. Hvalen forsvandt, og et øjeblik efter kravlede en drivende våd Ernesto igen op på dækket. Nu havde hvalfangerbådens besætning imidlertid fået nok, alle som en greb de fat i hvalklapperen og smed ham på hovedet ned i en redningsbåd, som de hurtigt satte til søs uden årer i håbet om, at han ville dø en langsom og smertefuld død. Ernesto drev hjælpeløs omkring i et par dage, og han begyndte at tro, han skulle omkomme af tørst, men så stødte han tilfældigvis på den blåhval, han havde kælet med tidligere. Den havde en stor blomstret kjole på, for den var blevet så forskrækket over at blive jagtet af hvalfangerne, at den var blevet transvestit. ?Du ser mig noget hjælpeløs ud,? sagde transvestit-blåhvalen. ?Det er jeg også,? svarede Ernesto. Det store dyr puffede forsigtigt til redningsbåden med næsen. ?Hov pas lige på,? udbrød Ernesto forskrækket, men hvalen fortsatte ufortrødent sin næseskubben, og snart efter blev Ernesto træt af at beklage sig. Dagen blev til aften, og aftenen blev til nat. Da solen stod op, fik Ernesto øje på en lille ø i horisonten, og han forstod nu, at blåhvalen havde hjulpet ham. ?Tak,? sagde han. ?Åh, jeg beder,? svarede de syv haves største transvestit. Et par timer senere havde Ernesto igen fast grund under fødderne. Hvalen sagde på gensyn, og Ernesto gik på opdagelse på øen, der umiddelbart så ud til at være øde. Det var den imidlertid ikke, hvilket Ernesto snart fik at føle, da en gruppe aber begyndte at smide kokosnødder efter ham. ?Av,? sagde Ernesto og besvimede, da en kokosnød ramte ham lige i knolden. Da han igen vågnede, var hans hoved forbundet, og en hunabe gav ham mund-til-mund med hele tungen inde i munden på ham. Ernesto var ved at blive kvalt, så han skubbede panisk hunaben væk fra sig. Denne havde dog ikke til sinds at give op så let og i løbet af et kort øjeblik, sad hun igen på Ernestos skød og kyssede ham dybt og inderligt. Sandt at sige havde Ernesto aldrig fået et bedre kys. Før han vidste af det, gjorde han gengæld, og sådan blev Ernesto og hunaben, Mumba, et par. Livet på øen var enkelt og primitivt. Ernesto blev optaget i abernes stamme, og de gjorde deres bedste for at få ham til at føle sig hjemme, men det var alligevel som om, der manglede noget, hvad vidste han ikke, for Mumbas og hans sexliv var forrygende. Der gik da heller ikke lang tid, før Mumba blev gravid, hvilket fik Ernesto til at gå i panik. ?Jeg er da alt for ung til at blive far,? sagde han oprørt til sig selv, og i nattens mulm og mørke byggede han en tømmerflåde af kokospalmer. Det tog ham tre dage at gøre den færdig. I samme øjeblik den var klar, søsatte han den i al hast og forlod skyndsomt sin gravide kone. Det var først, da øen var ude af syne, han kom i tanker om, at han helt havde glemt at medbringe mad og drikke. ?Do?h!? udbrød han som en anden Homer Simpson. Og han mente det. Ernesto nåede at blive halvgal af tørst, før han blev samlet op af et somalisk piratskib. Somalierne gjorde ham til skibsslave, og Ernesto fortrød inderligt, at han havde forladt sit fredelige ø-paradis. Heldigvis dukkede tranvestit-blåhvalen op og reddede ham igen. Den lod ham springe op på sin ryg, og sammen red de bort mod solnedgangen med en flok skrigende somaliske pirater bag sig. ?Hvorhen?? spurgte hvalen, da de var kommet i sikker afstand fra piratskibet. Ja hvorhen? Ernesto vidste det sandt at sige ikke. På den ene side savnede han Mumba, og på den anden side savnede han menneskeligt selskab. Rådvild gav han sig til at kæle for sit ridedyr. Her var der i det mindste noget, han var ikke var i tvivl om. Hvor om alting var, de kunne ikke svømme rundt for evigt, så på et eller andet tidspunkt blev Ernesto nødt til at beslutte sig for, hvad han ville. Før han kunne nå at beslutte noget, skete der imidlertid følgende: Hvalfangerbåden, der havde sat Ernesto ud for at dø, dukkede op som ud af intet. Kaptajnen affyrede straks harpunen og traf hvalen i ryggen. Derved ramte han næsten også Ernesto i benet, men det var han åbenbart ligeglad med. Hurtigt trak Ernesto harpunen ud af hvaldyrets ryg, og denne svømmede hastigt bort fra hvalfangerbåden. Den havde imidlertid ikke svømmet langt, før vejen blev afskåret af det somaliske piratskib, piraterne ville nemlig have deres skibsslave tilbage. Nu var gode råd dyre, Ernesto og hvalen var fanget imellem hvalfangerbåden og piratskibet, og det eneste, hvalen kunne gøre for at undslippe, var at dykke. Ernesto klamrede sig krampagtigt til det store dyrs ryg, mens han bekymret spekulerede på, i hvor lang tid han mon ville være i stand til at holde vejret. Tilbage på øen savnede den gravide Mumba sin mand så meget, at hendes hjerte var ved at briste. Til sidst kunne hun ikke bære det mere, så hun fulgte Ernestos eksempel og byggede en tømmerflåde, der kunne sejle hende bort og forhåbentligt tilbage i sin elskedes favn. Hun søsatte flåden en mørk nat, og væk var hun. I mellemtiden havde både hvalfangerbåden og piratskibet optaget forfølgelsen af Ernesto og hvalen. Det var ikke særligt svært, selvom hvalen var dykket, den blødte nemlig så kraftigt, at den efterlod et tykt blodspor i vandet, og som om situationen ikke var farlig nok i forvejen tiltrak lugten af blod havets altid sultne dræbermaskiner: hajerne. ?Blop!? skreg Ernesto. Han ville egentlig have råbt om hjælp, men det var forbandet svært at gøre under vandet. Omringet af hajer, pirater og hvalfangere forberedte Ernesto og transvestit-blåhvalen sig på at dø. Det hele kunne være gået så frygteligt galt, men det gjorde det ikke. I det mindste ikke for det ellers så ildestedte makkerpar, da hvalfangerbådens skipper affyrede harpunen, kom han nemlig til at ramme piratskibet, der sank med det samme. Piraterne blev ædt af hajer, før hvalfangerne kunne nå at redde dem, og midt i al forvirringen lykkedes det for Ernesto og hvalen at stikke af. Det store dyr var imidlertid hårdt såret, og snart efter måtte den opgive at svømme længere. ?Farvel kammerat,? sagde den til Ernesto og sank stille ned på havets bund. Ernesto gav hvalen et sidste klap og spekulerede ængsteligt over, hvad han nu skulle gøre. Heldigvis dukkede Mumba op på sin flåde i samme øjeblik, hun hjalp Ernesto op fra vandet, så de kunne sejle videre sammen. De sejlede i lang tid, og til sidst var de halvdøde af sult og tørst. ?Spis mig og drik mit blod, så du kan leve videre min elskede,? sagde Mumba. Ernesto tøvede, men kun kort, så satte han tænderne i Mumbas venstre ben. Efter fjorten dage havde han fortæret hele sin kone undtagen deres barn, som han omhyggeligt havde spist udenom. Da han endelig fik land i sigte, var han således blevet far til en lille abedreng, som han også åd, fordi han var lækkersulten. Resten af sit liv nægtede han at skide for at beholde sin kone og sit barn hos sig, derfor levede han ikke særligt længe, efter han var kommet på land. Den, som ikke skider, dør nemlig.
↧